I 2016 begynder et nyt kapitel i den globale udvikling. 2030 dagsordenen med de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling er netop blevet vedtaget og sætter prioriteterne for den globale udvikling over de næste 15 år.
Den forpligter alle verdens lande til at udrydde fattigdom og sult, bekæmpe ulighed, sikre god uddannelse og bedre sundhed, anstændigt arbejde og miljømæssig bæredygtighed.
Målene fokuserer også på at fremme fred og sikkerhed og internationale partnerskaber. En inkluderende og bæredygtig økonomisk vækst, som ikke lader nogen i stikken, og som respekterer planetens begrænsninger, er afgørende.
Der er tale om en ambitiøs og samfundsforandrende udviklingsdagsorden, der indebærer, at vi forholder os til udvikling på en ny måde.
Nøglen til bæredygtighed er at se økonomisk, social- og miljøpolitik som sammenhængende. For at opnå en bæredygtig udvikling er der brug for en sammenhængende politik og for engagement fra alle niveauer i samfundet.
Stærke, uafhængige platforme for civilsamfundet vil blive vigtige for at nå de ambitiøse mål.
Vores generation er den sidste, som kan stoppe de værste konsekvenser af klimaforandringerne og den første, som har resurserne og den nødvendige viden til at kunne udrydde ekstrem fattigdom.
2030 dagsordenen med de nye verdensmål sætter kursen, og kræver stærkt lederskab og samarbejde. UNDP står klar til at støtte FN’s medlemslande med at nå målene.