Udarbejdet af VerdensKlasse, Gitte Nørby Nowack og Eva Stentebjerg Lethan, Sct. Knuds Gymnasium Gymnasium samt Jannie Lene Wilsted, Svendborg Gymnasium.
Med støtte fra Hermod Lannungs Fond og Udenrigsministeriets Oplysningspulje.
Formål:
I dette forløb arbejdes med et flerfagligt innovativt projekt i fagene samfundsfag og matematik, og det opfylder således innovationskravet i processen hen mod SRP. Eleverne skal, med udgangspunkt i den givne problemformulering, arbejde i grupper med betydningen af landenes forskellige udviklingstrin i forhold til håndteringen af klimaforandringerne og bestræbelserne på at sikre større lighed globalt.
Eleverne skal undersøge danskernes villighed til at ændre på livsstil og forbrug for at skabe mere lighed landene imellem og for at mindske skaderne ved klimaforandringerne og ændre på udviklingen. Der udarbejdes en oplysningskampagne indeholdende prognoser og scenarier.
Relation til FN's Verdensmål for bæredygtighed:
Verdensmål 10: Mindre ulighed
Verdensmål 13: Klimaindsats
Faglige mål i matematik
- Anvende statistiske modeller til beskrivelse af data fra andre fagområder, bestemme konfidensintervaller, kunne stille spørgsmål ud fra modellen og have blik for, hvilke svar der kan forventes, samt være i stand til at formulere konklusioner i et klart sprog
Kernestof i matematik
- Kunne uddrage statistisk usikkerhed ved at bestemme konfidensintervaller for sandsynlighedsparameteren p ud fra stikprøvens størrelse n og et stikprøveestimat for p
- Have kendskab til systematiske fejl (bias) og skjulte variable (konfundering)
Faglige mål i samfundsfag
- Globalisering og samfundsudvikling i lande på forskellige udviklingstrin
- Formulere præcise faglige problemstillinger, herunder hypoteser, og indsamle og bearbejde dansk og fremmedsproget materiale, herunder statistisk materiale, til at undersøge og diskutere problemstillinger og konkludere
- Forholde sig kritisk til forskelligartede materialer fra forskellige typer afsendere og anvende viden om samfundsvidenskabelig metode til at gennemføre mindre empiriske undersøgelser
- Påvise faglige sammenhænge og udviklingstendenser ved hjælp af foreliggende og egne beregninger, tabeller, diagrammer og modeller med brug af digitale hjælpemidler
Kernestof i samfundsfag
Økonomi:
- Makroøkonomiske sammenhænge, bæredygtig udvikling, målkonflikter og styring nationalt, regionalt og globalt
International politik:
- Globalisering og samfundsudvikling i lande på forskellige udviklingstrin
Metode:
- Kvalitativ og kvantitativ metode, herunder tilrettelæggelse og gennemførelse af undersøgelser samt systematisk behandling af forskellige typer data
- Statistiske mål, herunder lineær regression og statistisk usikkerhed.
Materialer:
- Marinos, G. og P. A. Nielsen: Global udvikling, Columbus 2019, kapitel 1: "Hvad er udvikling" og kapitel 2: "Udviklingsskoler"
- Graves Sørensen, J. m.fl.: IP&Ø - Grundbog i International Politik og Økonomi, Columbus 2016, kapitel 8: "Klimaforandringer vil nogen gøre noget?"
- Hansen, Mogens: Økonomiske teorier - fra klassikere til klimakrise, Columbus 2019, Kapitel 14: "Miljø og klima- den økonomiske teoris største udfordring".
- Hasselbalch, M. og Helt Knudsen, M.: Klima og bæredygtighed, Columbus 2020, Kapitel 13: "Klimapolitik - Fra det globale til det lokale", afsnittet s. 114-123: "Hvad
karakteriserer FN's klimapolitik?"
- Rohde og Olsen: Innovative elever - undervisning i FIRE faser, 2013, Akademisk forlag
- Bliver verden bedre?, UNDP, 2015, s. 65-77
- Om den innovative arbejdsmetode af Esben Nedenskov Petersen
Artikler og film til inspiration:
- Time: "Klimaforandringer har allerede øget global lighed. Og det bliver kun værre", af Justin Worland, 23.4.2019
- Oxfam Ibis: Klimaet kræver opgør med ulighed, af Kristian Weise Generalsekretær, Oxfam IBIS, her fra Altinget, 28.1.2020
- "Klimakampen kræver opgør med ulighed- det er afgørende at tackle de to kriser samtidig", Politiken, debatindlæg 16.2.2019,
af TIM WHYTE Generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke og MADS FLARUP CHRISTENSEN Generalsekretær i Greenpeace
- "Ulighed + klimaændringer = socialt kaos", Information af Jørgen Steen Nielsen 21.2.2015
Film:
- "Before the Flood" 2016 (Filmcentralen, unilogin)
- Introduktionsfilm til Verdensmål 10: Mindre ulighed
- Introduktionsfilm til Verdensmål 13: Klimaindsats
Forløb
LÆR
Lærervejledning (download detaljeret lærervejledning og forløbsoversigt samt elevark):
Hensigten med det flerfaglige forløb falder i fire dele:
- at dygtiggøre eleverne i anvendelse af den innovative arbejdsmetode
- at opnå forståelse for klimaforandringernes konsekvenser globalt, og hvordan landenes udviklingstrin og grad af ulighed påvirkes af ændringerne og
håndteringen af disse
- at udarbejde en spørgeskemaundersøgelse og bearbejde denne vha. de to fags metoder
- at udarbejde en oplysningskampagne, indeholdende prognoser og scenarier, med en tydelig modtager
Problemformulering:
Eleverne skal vælge sig ind på delemner med udgangspunkt i problemformuleringen:
"Hvilke tendenser ses der globalt i forhold til klimaforandringer og ulighed, og i hvor høj grad er danskere indstillet på at ændre deres forbrug og livsstil for at skabe mere global lighed?"
Gruppearbejdet:
ELevernes valg af delemner danner grundlag for gruppearbejdet:
- I gruppen afdækkes, hvilke tendenser der ses globalt i forhold til klimaforandringer og ulighed, idet eleverne selv vælger fokus.
- Eleverne skal desuden udarbejde et spørgeskema til danskerne om deres villighed til at ændre deres forbrugsmæssige adfærd,
set i lyset af klimaforandringerne og uligheden i verden. Det er vigtigt, at stikprøverne er tilfældige og repræsentative i forhold til populationen.
- Efter indsamlingen og udarbejdelse af krydstabuleringer, på grundlag af opstillede hypoteser uddrages statistisk usikkerhed ved at bestemme
konfidensintervaller for sandsynlighedsparameteren p ud fra stikprøvens størrelse n og et stikprøveestimat for p, kaldet p.
- Samtidig undersøges, hvorvidt der forekommer systematiske fejl (bias) og skjulte variable (konfundering).
- Herefter udarbejdes en oplysningskampagne på basis af den opnåede viden om danskernes villighed til at ændre adfærd inden for et givent felt.
Kampagnen skal indeholde prognoser og scenarier for det valgte område.
- Endeligt udarbejdes en fremlæggelse af kampagnen, hvor målgruppen tydeliggøres.
GØR
Forløbsoversigt (download detaljeret lærervejledning og forløbsoversigt samt elevark):
Forløbet strækker sig over 10 moduler og er tænkt kørt over 2-3 uger. Hvis det planlægges anderledes, bør man indtænke dette på forhånd bl.a. i forhold til lektiebyrden på den enkelte dag, den tid som en innovative proces kræver, samt produktkravet.
1. modul: Forforståelse (samfundsfag og matematik)
Modulet skal ses som en introduktion til emnet og præsentation af de to verdensmål, som der er fokus på.
- Først tegnes på verdenskort i grupper om, det, eleverne ved på forhånd om, hvor meget de forskellige lande forurener og verdens ressourcer.
- Derefter ser eleverne de to film om de involverede verdensmål. Nu er der i grupperne mulighed for at sætte flere ting/begreber på deres verdenskort.
- Der er mulighed for kort introduktion til de metoder, der kommer til at være fokus på i fagene.
- Introduktion til innovation og de fire faser: Forståelsesfase - Idegenerering - Realisering - Evaluering
Materiale: Til dette modul skal eleverne have læst side 65-77 i "Bliver verden bedre".
I timen bliver der en gennemgang af siderne.
Desuden vises de to verdensmålsfilm: Verdensmål 10: Mindre ulighed og Verdensmål 13: Klimaindsats
2. modul: Forforståelse (samfundsfag)
Eleverne skal til timen have læst "Hvad er udvikling?" og "Udviklingsskoler". Siderne gennemgås enten i fællesskab i klassen eller ved gruppearbejde, hvor der samles op til sidst i timen.
Materiale: "Hvad er udvikling?" og "Udviklingsskoler" (Marinos, G. og P. A. Nielsen Global udvikling, kap. 1 og 2)
3. modul: Forforståelse (samfundsfag)
Eleverne skal til timen have læst: "Miljø og klima- den økonomiske teoris største udfordring". Siderne gennemgås enten i fællesskab i klassen eller ved gruppearbejde, hvor der samles op til sidst i timen.
Materiale: "Miljø og klima - den økonomiske teoris største udfordring" (Hansen, Mogens Økonomiske teorier - fra klassikere til klimakrise, kap. 14).
4. modul: Forforståelse (matematik)
Eleverne arbejder i matematik med systematiske fejl (bias) og skjulte variable (konfundering). Der arbejdes med hvordan spørgsmålene i spørgeskemaet skal udformes, sådan at der undgås for mange systematiske fejl og og skjulte variable.
5. modul: Idegenerering (samfundsfag og matematik)
Eleverne arbejder i grupper, hvor de skal beslutte hvad oplysningskampagnens fokus og opbygning skal være.
Eleverne arbejder videre med udarbejdelse af spørgeskema
6. modul: Idegenerering (samfundsfag og matematik)
Eleverne får mulighed for at bruge modulet til at gennemføre spørgeskemaundersøgelsen. (Det kan være der skal bruges mere end ét modul til dette)
7. modul: Realisering (samfundsfag og matematik)
Eleverne bearbejder data fra spørgeskemaundersøgelsen. De skal arbejde med at udregne konfidensintervaller på, i hvor høj grad danskerne er indstillet på at ændre på deres livsstil og forbrug for at skabe mere lighed landene imellem.
8. modul: Realisering (samfundsfag og matematik)
Gruppearbejde med arbejde om oplysningskampagnen.
9. modul: Realisering (samfundsfag og matematik)
Gruppearbejde med arbejde om oplysningskampagnen.
10. modul: Evaluering (samfundsfag og matematik)
Præsentation af oplysningskampagne for den valgte målgruppe (eller blot for klassen).
Målgruppen evaluerer oplysningskampagnerne ved at komme med forslag til denne eller stille uddybende spørgsmål.
DEL
Produktkrav
- Eleverne laver en oplysningskampagne baseret på resultaterne fra spørgeskemaundersøgelsen og scenarier for et givet område.
Der skal være en tydelig modtager af kampagnen
- Kampagnerne fremlægges på klassen, hvor grupperne evt. får til opgave at give hinanden gensidig feedback.